|
Myter om seksuelt misbrug af drenge og mænd.
1: Drenge og mænd kan ikke være ofre.
2: Seksuelle overgreb mod drenge foretages af homoseksuelle mænd.
3: Hvis en dreng føler sig seksuelt ophidset eller får orgasme under overgrebet betyder det, at han selv var en villig deltager i overgrebet eller har nydt det?
4: Drenge bliver mindre traumatiseret af seksuelle overgreb end piger.
5: Drenge, som misbruges af mænd, er eller bliver homoseksuelle.
6: Drenge, som udsættes for seksuelle overgreb, vil senere selv udsætte andre for overgreb.
7: Hvis krænkeren er en kvinde, er drengen bare heldig, at en moden kvinde har indviet ham i heteroseksuel aktivitet.
Myte 1: Drenge og mænd kan ikke være ofre.
Denne myte, som indpodes i det maskuline køn gennem opvæksten, og som man ofte betegner det ”mandlige image”, fastslår, at mænd og selv unge drenge ikke kan være hverken ofre eller sårbare. Vi lærer tidligt, at mænd skal kunne beskytte sig selv. Sandheden er, at drenge er børn og dermed svagere og mere sårbare end krænkeren, og derfor ikke kan modstå krænkelser. Hvorfor er det sådan? Krænkeren er større, stærkere og mere vidende. Krænkeren har magt og autoritet, og benytter sig af midler som penge eller anden form for bestikkelse eller direkte trusler – hvad som helst som kan få barnet til at deltage overgrebene.
Myte 2: Seksuelle overgreb mod drenge foretages af homoseksuelle mænd.
Det er ikke sådan, at pædofile, som krænker drenge, er homoseksuelle, og pædofile, som krænker piger, er heteroseksuelle. Selv om mange af dem foretrækker bestemte aldre og/eller køn er størstedelen af dem, som krænker drenge, ikke homoseksuelle. De er pædofile.
Myte 3: Hvis en dreng føler sig seksuelt ophidset eller får orgasme under overgrebet betyder det at han selv var en villig deltager i overgrebet eller har nydt det?
Det er en realitet, at mænd kan reagere fysisk på stimulation (dvs. få erektion) i selv traumatiske eller seksuelt pinefulde situationer. En af måderne krænkeren får barnet til at tie om overgrebet er, at barnet let ”overbevises” om, at det ”selv ville”, fordi det følte seksuel ophidselse. ”Du nød det, du ville selv” siger de. Mange ofre føler skyld og skam, fordi de reagerede seksuelt under overgrebet. Men seksuelle reaktioner er almindelige i en seksuel situation. Det betyder ikke, at barnet ønskede at opleve det, eller forstod hvad det var udtryk for, da det skete.
Myte 4: Drenge bliver mindre traumatiseret af seksuelle overgreb end piger.
Nogle undersøgelser har vist, at drenge bliver mindre traumatiserede; men mange flere undersøgelser har vist at følgevirkningerne hos begge køn er betydelige og svære. Mænd bliver yderligere skadede, fordi samfundet benægter problemet og kun modvilligt ser mænd som ofre, med det resultat, at mænd tror, at de må holde det ud i tavshed.
Myte 5: Drenge som misbruges af mænd er eller bliver homoseksuelle.
Sexologer mener ikke, at tidlige seksuelle erfaringer spiller nogen rolle for den seksuelle orientering i voksenalderen. Det er meget usandsynligt, at et menneske kan påvirke et andet menneske til at blive homo- eller heteroseksuel. Seksuel orientering er en kompleks størrelse, og der ikke én enkel forklaring på, hvorfor et menneske identificerer sig selv som homoseksuel, heteroseksuel eller biseksuel. Alle seksuelle overgreb på børn og unge er skadelige, hvad enten krænkeren er mand eller kvinde, og vil, som én af mange følgevirkninger, bibringe barnet en usikkerhed om dets seksuelle identitet og orientering.
Mange drenge, som er blevet krænket af mænd, tror fejlagtigt, at et eller andet ved dem tiltrækker mænd, og at de derfor må være homoseksuelle eller feminine. Dette er forkert. Pædofile, som tiltrækkes af drenge, indrømmer, at det er manglen på kropsbehåring og andre voksne seksuelle træk, der tænder dem. Men det er den pædofiles manglende evne til at etablere og fastholde et sundt seksuelt forhold til en anden voksen, der er kernen i problemet – ikke de fysiske træk ved en seksuelt umoden dreng.
Myte 6: Drenge, som udsættes for seksuelle overgreb, vil senere selv udsætte andre for overgreb.
Denne myte er specielt farlig, fordi myten i den grad stigmatiserer barnet: at han er forudbestemt til selv at blive en krænker. Der er derfor en stor fare for at drengene bliver behandlet som krænkere frem for ofre som behøver hjælp.
Selvom det sandt, at de fleste krænkere selv er blevet misbrugt, er det IKKE sandt, at alle ofre vokser op og bliver krænkere.
Undersøgelser viser, at ofre. som fortæller om det de har været udsat for, og som bliver troet og får hjælp af vigtige personer i deres liv, næsten aldrig selv bliver krænkere.
Myte 7: Hvis krænkeren er en kvinde er drengen bare heldig, at en moden kvinde har indviet ham i heteroseksuel aktivitet.
Seksuel aktivitet, som foregår i en for tidlig alder og/eller under tvang, skaber under alle omstændigheder forvirring hos drengen/den unge mand, og kan medføre vrede og depressioner. Dette sker hvad enten krænkeren er moderen, tanten, en ældre søster, babysitteren eller andre kvinder, som er i en magtfuld position i forhold til drengen/den unge mand. At blive brugt seksuelt af en person med magt, kvinde eller mand, er altid en mishandling og skadeligt.
At tro på alle disse myter er farligt og skadeligt:
Så længe samfundet tror på disse myter, og børn fra deres tidligste år lærer, at de er sande – så længe vil seksuelt misbrug af drenge ikke blive anerkendt, og drenge/mænd vil ikke få den hjælp de har brug for.
Så længe samfundet tror på disse myter, vil seksuelt misbrugte mænd med større sandsynlighed tilhøre det mindretal af ofre, der vil føre misbruget videre ved senere at krænke andre.
Så længe drenge eller mænd, som er blevet seksuelt misbrugt, tror på disse myter – så længe vil de føle skam og vrede.
Og så længe seksuelt misbrugte mænd tro på disse myter, forstærker de endnu en myte, som alle misbrugte børn kæmper med: At det var deres egen fejl. Det er aldrig barnets fejl i en seksuel situation – heller ikke selv om krænkere kan være meget gode til at få deres ofre til at tro på myterne og til at tro at ansvaret altid og alene er deres.
For alle mænd, som er blevet seksuelt misbrugt, er det at slippe fri af disse myter, en yderst vigtig del af helingsprocessen.
Kilde: Oversat fra:
Adapted from a presentation at the 5th International Conference on Incest and Related Problems, Biel, Switzerland, August 14, 1991.
|
|